tirsdag, oktober 22, 2024

I januar 2018 var jeg så heldig igen at besøge Kurhotel Skodsborg. Denne gang uden overnatning, men til det der hedder Luxury Spa Day med en veninde. Vi startede med at nyde forkælelse for krop og sjæl i spaområdet. Luxury Spa Day indeholdt ud over adgang til spa og fitnessaktiviteter, også 50 minutters behandling og frokost.

Efter at være kommet helt ned i tempo, hoppede vi i træningstøjet, klar til lidt mere aktion.

Først deltog vi i en hård time med CrossFit. Det var ganske velkendte øvelser, det eneste lidt mindre gode var, at der var ret trangt nede i det område, hvor CrossFit-lokalet lå. Når man skulle lave pull-ups, skulle man stå og vente på, at der blev ledigt. Og da træningen foregår på tid, så er det lidt irriterende at spilde tiden på at stå og vente… Man er vel konkurrencemenneske 🙂 Men alt i alt var det en god træning og med en meget kompetent og dygtig træner, som gjorde meget ud af at vise og ikke mindst rette teknik, hvilket er meget vigtigt i CrossFit, hvor man arbejder med tunge vægte. Efter en hård CrossFit-time, fortsatte vi direkte med en TRX-time. Det var måske en anelse optimistisk, især da vi ikke var rutinerede i TRX. Det så ud til at være ret nemt. Jeg har tidligere prøvet det engang på Club La Santa Sport, og jeg kan faktisk svagt huske, at det var ret hårdt. Men altså.. vi gik i krig med opløftet pande. Men hold fest, hvor det syrer i musklerne! Det var SÅ hårdt! Men super godt! Vi følte os SÅ seje, da vi havde gennemført begge hold.

Efter 2 timers hård træning fik vi frokost, som også var inkluderet i pakken. Man kunne vælge mellem forskelligt palæosmørrebrød med en tilhørende smoothie og efterfølgende kaffe eller te. Smørrebrødet var super kvalitet, brødet var en form for stenalderbrød og var meget flot anrettet og pyntet. Vi valgte en smoothie med rødbede. Og ligesom morgenmadsbuffeten ved sidste besøg, så havde det hele et meget sundt præg. Det var så lækkert og indbydende.

Nu følte vi os fysisk godt brugte efter god træning og meget mætte efter en lækker frokost. Heldigvis var næste stop nu massage. Vi valgte begge en de-stress-massage. Massagen foregik i Spa Beauty-afdelingen, hvor man blev modtaget af de søde værtinder, som viste os hen til et loungeområde, hvor vi kunne slappe af, indtil vi blev kaldt ind til vores behandling.

I disse skønne afslappende omgivelser føler man sig bare helt nede i gear. Og nærmest som en prinsesse i badekåbe, der bare bliver forkælet fra top til tå. Massagen var rigtig god. Massørerne var opmærksomme på at spørge ind til trykniveau og velværeniveau. Det er altid positivt, for så er det i hvert fald ens eget ansvar at sige til, hvis massagen skal være blidere, hårdere, eller man fryser eller sveder, og der skal tilrettes lidt. Vi sluttede af med mere afslapning i loungeområdet, mens vi fik serveret lidt te og frugt.

Vi havde en helt igennem fantastisk venindedag på Kurhotel Skodsborg. Det er et spa i meget høj kvalitet, og det får vores varmeste anbefaling.

Her finder du stedet

Kurhotel Skodsborg

Skodsborg Strandvej 139
2942 Skodsborg

Telefon: +45 45585800
Email: info@skodsborg.dk
Website: skodsborg.dk
Luxury Spa Day: skodsborg.dk/…/luxury-spa-day-2
Tags: ,

0 Kommentarer

Tilføj en kommentar

Seneste indlæg

Hold dig opdateret

Skriv dig på listen og få besked når der kommer et nyt indlæg på bloggen
Loading