tirsdag, oktober 22, 2024

Vi er simpelthen nødt til at fortælle om dette unikke sted tæt på München. Min kæreste Bent ved jo, at jeg er VILD med wellness og nyder alle former for spa, dampbad og massage. I julen 2015 gav han mig en tur hertil og ”solgte” det som Europas største VANDLAND!! Øhh, vandland?? Det var nok ikke lige dét, jeg higede mest efter, men der var også saunaer osv. Jeg havde ikke de store forventninger, da vi ankom en kold dag i februar 2016. Vi boede på det hotel, som er en integreret del af ”Thermen”. Hotellet hedder Hotel Victory. Hele konceptet er maritimt, udsmykningen er maritim, dog på en moderne, minimalistisk facon.

Kort efter ankomst i det meget specielle og flotte hotelværelse, hopper vi i badekåberne og sætter kursen mod ”badelandet”. Området er helt enormt stort, og opdelt i forskellige zoner. Det første område man kommer ind i er for ALLE. Det vil sige alle aldre, så der er masser af børnefamilier og en masse stemning og støj. Der er både pools, legeområder og vandrutchebaner, samt saunaer og dampbade. Vi prøver et par af tingene og også et par vandrutchebaner og får os et par gode grin. Vi fortsætter til næste område, som kræver at man er over 15 år. Her findes kun saunaer, dampbade og nogle mineral-pools. Området er ikke så stort, men indeholder restaurant og liggestole. Så her kan de voksne stikke af til, hvis de trænger til lidt ro.

Vi lister igennem dette område og til vores egentlige destination, som er det bagerste område, som hedder Vital Therme. Her er kun adgang for voksne og bade og saunaer må kun anvendes UDEN tøj. Det lyder temmelig grænseoverskridende, men det er helt almindeligt i Tyskland og også i Østrig, hvor jeg før er stødt på dette. Man må gå rundt i badekåbe, men den hænges udenfor de forskellige bade mv. Området rummer hele 26 forskellige saunaer, samt en masse dampbade, boblebade, store pools, restauranter og barer. Hele området er centreret om en kæmpe pool med palmer og enorme vinduer. Man kan svømme udenfor, hvor der også er et kæmpe område. Udenfor findes også flere barer, hvor man bestiller drinks nøgen og sidder og drikker dem i det varme vand med kun hovedet over vandet. Alle saunaerne har hvert deres tema, fx salt, citrus, kul, bageri, mineraler, indiansk, mexikansk osv. Der tilbydes saunagus hele dagen. Der findes et langt dagsprogram, hvor der står i hvilke saunaer, der er gus hvornår. Vi fik en masse fantastiske gusoplevelser og hver eneste overraskede på sin egen finurlige måde.

Vi var begge helt overvældede over, hvor stort dette sted er, og hvor meget de har at yde på. Det er helt ubeskriveligt, og vi nåede slet ikke det hele på vores få dage dernede. Vi spiste på deres buffetrestaurant Hafen, den første aften. Alene udsmykningen her, var også unik. Hvert bord-sæt var udformet som både med smukt lys osv.

Vores sidste aften spiste vi på den fineste restaurant, som hed Empire. Her var der meget lyst og hvidt. Begge steder bød på rigtig lækker mad og er langt over det niveau, som man ellers kunne frygte for sådan et sted. Det var kvalitet HELE vejen igennem.

Min hang til massage, måtte naturligvis tilfredsstilles i disse guddommelige omgivelser. Vi bestilte forskellige typer massage hver dag. Den jeg var mindst tilfreds med var Ayurvedisk massage. Det er en indisk form for massage med lange rolige strøg. Det var dejligt og afslappende, men jeg foretrækker en dybere massage, som hjælper til at løsne myoser og spændte muskler. Den bedste massage vi fik, var thaimassage, hvor man var iført løstsiddende klæder. Den bestod af hårdere tryk, pres, og en masse super effektive strækøvelser. Massørerne var yderst proffessionelle og dygtige.

Vores tur til Therme Erding var fuldstændig unik. Det kom bag på os begge, hvor fantastisk der var, hvor smukt og gennemført det hele var. Vi fik slappet af og vores kroppe og hud elskede alt den sauna, dampbad, scrub, massage og afslapning. Og så nød vi flere skønne drinks i de udendørs barer. Det var en meget speciel oplevelse at drikke drinks, udendørs i februar måned, mens lufttemperaturen lå omkring frysepunktet.

Vi kan varmt anbefale denne fantastiske oase. Og skulle man komme forbi i sommermånederne, så har de også udendørs vandrutchebaner osv. Og rig mulighed for underholdning af børn i dagevis.

Her finder du stedet

Therme Erding

Thermenallee 1
85435 Erding
Tyskland

Telefon: +49 81225500
Email: kundenservice@therme-erding.de
Website: www.therme-erding.de
Tags: , ,

0 Kommentarer

Tilføj en kommentar

Seneste indlæg

Hold dig opdateret

Skriv dig på listen og få besked når der kommer et nyt indlæg på bloggen
Loading