tirsdag, oktober 22, 2024

Dette var virkeligt en speciel oplevelse – totalt back to nature!! Min veninde Gitte og jeg bookede turen allerede i efteråret 2017, så snart de åbnede for bookings i 2018.

Gitte havde fulgt stedet på insta i nogle måneder og fortalte mig om det. Jeg synes, det lød meget anderledes og spændende. Vi besluttede os for at give vores mænd en tur dertil i julegave. Men selve destinationen holdt vi hemmelig. Vi gav indtryk af, at vi skulle til en form for wellnesshotel.

Da bilens GPS førte os længere og længere ud i Sveriges natur og skove begyndte mændene at virke undrende…? Det sidste stykke var ned ad en smal grusvej. Vi parkerede på en græsmark og gik hen til receptionen, som var i en gammel lade. I forbindelse med check-in fik mændene af vide, hvad det var for noget. De lød vældig begejstrede og spændte på at se mere…?

Vi gik af skovstien ned til søen og derfra videre til vores cabin (mini-hytte). Vi havde faktisk bestilt beduin-telte, men i vinter havde de bygget nogle af de her cabins, så dem fik vi altså.

Hytterne var rigtig fine og tydeligt nybyggede. Der var et supergodt lysindfald og udsigt til den smukke skov. Hytten indeholdt kun sengen, intet andet. Udenfor hver hytte var der ”lokum” i sit eget lille hus. Toilettet var meget fint og rent. Der var ikke vand i toilettet. Det var et bio-toilet, hvor man dryssede en skovlfuld savsmuld ned i hullet efter hvert besøg. Det fungerede overraskende fint, og der var ingen lugtgener.

Ved vores hytte var toilettet bygget LIGE uden for vinduet, ALTSÅ lige midt i vores udsigt til skoven! Det var rigtig synd, når nu der var rigeligt med plads i skoven til at placere toiletterne uden for udsigten fra hytten.

Vi hoppede straks i badetøjet og gik mod søen. Ved siden af det lille bådhus, var der bygget en flydende sauna. Vejret var dog alt for varmt til at afprøve den. Men den må da helt afgjort være et fantastisk indslag på en kold dag. Vi tog mod til os og hoppede i søen. Desværre var der ikke en badebro, så man skulle kravle ud over nogle sten og følte sig lidt usikker på, hvad det mørke vand mon indeholdt? Vandet var brunt, og da vi gik op af vandet, var vi helt brune og måtte skylle os i en primitiv bruser et stykke derfra. Gudskelov var der en bruser, ellers havde det været rigtigt ubehageligt.

Efter badeturen blev der serveret rosé og rugbrød med ost. Det var rigtig lækkert, og vi sad og nød lækkerierne i solen på en lille terrasse ned mod søen.

Kl. 18.30 gik vi fulde af forventning til middag i Forest Restaurant. Restauranten var virkeligt tro imod konceptet. Der var ingen elektricitet. Alt mad blev lavet over bål og en enkelt gryde over gas. Der var dækket fint op og man sad ved langborde i en primitiv lille bygning med teltdug som loft og plastikvinduer.

Middagen bestod af en 6 retters menu inkl. vin og vand. Begge vores mænd foretrækker øl, men det kunne man desværre ikke få. Det var lidt ærgerligt.

For at spare på opvasken brugte man samme tallerken og bestik hele vejen igennem. Man fik hver 2 glas og kunne så drikke af dem på skift, som man havde lyst. De havde ikke kølemuligheder, så vand og hvidvin var lunkent. Det var lidt synd, da der var omkring 28 grader, da vi var der.

Jeg vil ikke uddybe hver enkelt ret, men blot sige, at vi fik serveret nogle rigtig lækre og smukt anrettede retter med grønsager, languster krebs, gris på bål, rugbrød med blåskimmelost og en dessert af flødeskum med honning og mandler.

Det hele smagte godt, men jeg er nødt til at sige, at den udskæring af grisen, som vi fik serveret var nærmest uspiselig. Vi fik højst 3-4 bidder kød hver. Kødet var ikke til at tykke. Det var fyldt med fedt og brusk, og absolut ikke tilberedt ordentlig. Vi udtrykte vores skuffelse, og desværre havde de ikke mere kød, så de kunne ikke tilbyde os noget andet. I stedet fik vi en portion vegetarret, som var vildt lækre grønsager. Det var en god erstatning. De sidste 2 retter; ost og flødeskum blev indtaget ude omkring bålet. Det var hyggeligt, MEN desværre blev vi invaderet af myg og andre smådyr. Gitte havde medbragt en økologisk myggespray, som hende og jeg febrilsk sprayede os med.

Vi spurgte, om vi kunne købe cocktails eller andre drikkevarer, men det var desværre ikke muligt. Så da myggene efterhånden overtog vores fokus, endte vi med at gå i seng. Der var ikke myggenet i Bents og min hytte, men det var der faktisk i Gitte & Jacobs. Vi overhørte flere andre gæster ved bålet efterspørge myggenet, vi spurgte også selv. Men desværre havde de ingen ekstra.

Det blev desværre en ret ubehagelig nat. Dels var der nok 30 grader inde i hytten, og dels kunne vi ikke åbne døren, for det ville bare invitere flere myg ind. Og der var i hundredvis af myg omkring os. Det var nærmest en lettelse, da det blev morgen og vi kunne komme ud derfra.

Vi startede morgenen med en kanotur på søen. Det var vildt hyggeligt. Vi var ubeskriveligt heldige med vejret. Der var 24 grader kl. 9 om morgen og 28 grader midt på dagen.

Efter kanoturen pakkede vi vores ting sammen og gik op og fik morgenmad ved siden af receptionen.

Der var grød, brød, ost, kage, yoghurt, masser af lækre toppings, og så stod de og lavede spejlæg over bål. Vi sad og nød morgenmaden rundt om bålet. Det var virkeligt hyggeligt. Spejlæggene blev pyntet med cherrytomater og krydderurter fra haven.

Vi havde betalt alting på forhånd, så da vi var færdige med morgenmaden, takkede vi pænt af og satte kursen mod Danmark.

Det var en rigtig sjov oplevelse. Fedt koncept. Selvom det VAR primitivt, så var det på en fin og rustik måde, som alle kan være med på. Fabelagtig beliggenhed i skoven ved søen. Rigtig søde tjenere og værtinder.

Bonusinfo: Bent fik mere end 100 myggestik, og jeg slap væsentlig billigere pga. mit store forbrug af myggespray, så jeg fik 10 stk.’s.

 

Hvis der skulle være nogen fra Stedsans, som læser dette, så vil vi gerne have lov til at komme med et par forslag til forbedringer:

  • Myggenet til ALLE senge både i cabins og telte!
  • Lad være at placere toiletter midt i udsigten til skoven
  • Byg en badebro, så man kan hoppe direkte i søen
  • En meget større terrasse ved søen. Mange gik hvileløst omkring og savnede et sted at sidde
  • Øl burde kunne tilbydes, som et alternativ til vin
  • Cocktails savnede vi. Evt. mod ekstrabetaling. Fx Gin/tonic
  • Lad være at stege gris på bål, hvis I ikke ved hvordan/hvor længe. Sørg for der er rigeligt ”rigtigt kød”, så alle kan få en god oplevelse.
  • Pris og kvalitet hænger slet IKKE sammen!
  • Vi kommer IKKE igen

 

Her finder du stedet

Stedsans in the Woods

Bohult 109
31491 Hyltebruk
Sverige

Telefon: +46 0704849749
Email: mail@stedsans.org
Website: www.stedsans.org
Tags: ,

2 Kommentarer

Betty 11. september 2018 at 17:18

Jeg har været på stedsans i slutningen af august 2018 og kan på ingen måde anbefale det til andre. I skal være glade for at der ikke var et beduintelt til jer, de er ikke behagelige.
Vi var der i regnvejr og kulde, hold da kæft hvor man frøs. Dertil var al maden kold, sengene klamme og ingen lys.
Alt i alt en enorm sum penge som føltes totalt spildte!

    Rikke Møller 16. september 2018 at 09:31

    Hej Betty,
    Jeg er ked af at høre, at I havde sådan en skidt oplevelse hos Stedsans. Vi var bestemt heller ikke tilfredse. Pris og kvalitet hænger desværre ikke sammen 🙁 Vi var dog til dels hjulpet lidt af vildt godt vejr, så hygge ved søen på ankomstdagen var virkeligt dejligt, og vores kanotur søndag morgen på søen var også en skøn oplevelse. Nattesøvnen kunne have været reddet med myggenet. Og det er jo uhørt at der er SÅ varmt, som der var, da vi var der. Men jeg synes helt klart, at maden var det værste. Det var godt, men ikke så godt som forventet. Det er jo frygtelige dyre 20 timer…
    Men nu hvor jeg læser om jeres tur, så er jeg bare glad for, at vi ikke fik beduintelt, og vi trods alt havde skønt vejr.
    Min veninde og jeg talte om, at man skal passe rigtig meget på med at læse opslag fra bloggere, som får turen gratis, for at reklamere for stedet. De er jo nødt til at rose det til skyerne. Vi havde set adskillige bloggeres meget positive fortællinger om stedet.
    Vi har betalt selv, og vi var heller ikke tilfredse og vil ikke anbefale det.
    Bedste hilsner Rikke.

Tilføj en kommentar

Seneste indlæg

Hold dig opdateret

Skriv dig på listen og få besked når der kommer et nyt indlæg på bloggen
Loading