tirsdag, oktober 22, 2024

Mit første besøg på Kurhotel Skodsborg var faktisk slet ikke med henblik på wellness. Jeg var der i juli 2005 til min venindes bryllup. Jeg var gravid med min søn. Min daværende mand og jeg havde booked et værelse, så vi kunne nyde festen uden at skulle køre hjem. Det var en fantastisk bryllupsfest, som blev holdt i det lille eksterne hus, der hedder Villa Rex. Maden var overdådig og omgivelserne var smukke.

I februar 2017 skulle jeg faktisk have været derop på venindetur, men min veninde var syg og måtte melde afbud. I stedet tog jeg Bent med.

Vi startede med at tilmelde os holdtræning, hhv. Funktionel Træning – som vi har en stor passion for, og yoga. Holdene endte med at blive søndag inden vi checkede ud. Så lørdag eftermiddag brugte vi i spaafdelingen.

Hotellets spa blev åbnet i 2012 og er tegnet af den meget kendte tegnestue Henning Larsen Architects, som bl.a.er kendt for at have tegnet Bølgen i Vejle og Operahuset i København, samt en lang stribe andre kendte bygninger i både ind- og udland.

Når man træder ind i området, bliver man mødt af rigtig meget lys, især meget lys fra oven, uden at det skærer i øjnene. Arkitekturen er enkel, stilren og meget minimalistisk med stramme og enkle linier.

Spaområdet består af en stor central pool, med små afkroge, hvor man kan ligge, eller hvor man kan nyde en jetbrusers massage af hovedbund og skuldre, og derudover er der 15 andre forskellige bade, saunaer og dampbade, bl.a. hot sauna, soft sauna, infrarødt lys, udendørs jacuzzi, fodbad, rasul, saltgrotte og sparain.

I underetagen var der et svømmebassin på 21 m, så man havde mulighed for svømmetræning, hvis man havde lyst til det.

Vi afprøvede det hele i et stille og roligt tempo med nogle pauser undervejs. I pauserne lå vi og slappede af i loungeområdet. Der var fri bar med vand, te og frugt, som vi også nød godt af.

Da vi rent faktisk havde været til en 70 års fødselsdagsfrokost, inden vi ankom til hotellet, var vi slet ikke sultne, så vi sluttede dagen af i deres bar/loungeområde, hvor vi fik et par snacks og et par virkeligt lækre cocktails, inden vi trætte gik til ro på det fine værelse.

Dagen efter prøvede vi de 2 holdtræninger. Det var virkeligt godt. Nu elsker vi træning, men det var altså virkeligt fedt. Vi startede med funktionel træning, som var hård intervaltræning. Efterfølgende fik vi sænket pulsen ved en mere rolig yogatime.

Slutteligt er jeg nødt til at nævne hotellets morgenbuffet. Den var fuldstændig fantastisk. Meget anderledes end traditionel morgenbuffet på en hotel. Det var ikke fordi, den var stor og prangende, men fordi den indeholdt de lækreste delikate små retter af en helt særlig kvalitet. Man kunne særskilt bestille æg efter eget ønske, som derefter blev bragt til ens bord, helt nylavet. Vi fik pocherede æg. Det er ret sjældent, det er muligt at bestille den type æg. De smagte himmelsk. Buffeten bestod af lækre retter med et særligt sundt præg. Eksempelvis var der små glas med grød, både flere typer havregrød med forskellig sund topping og chiagrød med topping. Der var små glas med frugt- og grønsagsshots, samt 4-5 forskellige slags friskpressede juicer. Der var lækre fedtfattige pålægger, oste og hjemmebagte knækbrød med masser af kerner.

Det er den bedste morgenbuffet jeg har fået på et hotel på Sjælland. Og kun overgået af Ruths Hotel i Skagen, når jeg kigget på hele Danmark samlet. Bent og jeg snakkede om, at den var kraftigt inspireret fra Ruths Hotel, eller måske omvendt, det kan vi jo ikke vide? Men der var utrolig mange ligheder.

Her finder du stedet

Kurhotel Skodsborg

Skodsborg Strandvej 139
2942 Skodsborg

Telefon: +45 45585800
Email: info@skodsborg.dk
Website: skodsborg.dk
Luxury Spa Day: skodsborg.dk/…/luxury-spa-day-2
Tags: , ,

0 Kommentarer

Tilføj en kommentar

Seneste indlæg

Hold dig opdateret

Skriv dig på listen og få besked når der kommer et nyt indlæg på bloggen
Loading