Allerede før afrejse havde vi planer om, vi skulle have pokébowl, når vi kom til NYC. Det dukker så småt op i Danmark, og er en afskygning af sushi, dog mere enkelt.
Hvis man elsker sushi, så vil man også elske poké! Poké er en hawaiiansk specialitet. Det består typisk af rå laks eller tun, som er marineret. Det serveres i en bowl (skål) med ris, grønsager og diverse lækre toppings. Det kan varieres en hel del, så nogle af de steder vi fandt det, så vi også rejer, kammuslinger, krabbekød, tofu og endda tilberedt kylling. Toppings kan variere rigtig meget. Som base er det normalt med hvide ris, men man kan også vælge salat eller brune ris.
Som tilbehør kan vælges salat, flere slags tang, edamame, avocado, mango, løg osv.
På denne restaurant tilbød de også poké i ruller, som de kaldte poké burritos. Emma og jeg valgte burritos-udgaven, mens Bent valgte en bowl.
Vi er fuldstændig vilde med det, og det skal vi helt sikkert have igen, mens vi er i NYC. Det smagte mildt sagt forrygende!
Pokéworks er en kæde, og den ligger pt. 3 steder på Manhattan, hhv. Bryant Park i Midtown, Union Square og ved Grand Central Station.
Vi var på den ved Bryant Park, meget tæt på Empire State Building.